Er Hormonella dit mellemnavn?

Siger du jeg er tyk?!

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at gravide er præget af hormoner, der giver humørsvingninger. Nogen mere end andre, men ingen kan sige sig fri for at reagere vildere end normalt, på et eller andet tidspunkt (eller flere) under en graviditet. Det kan være et raserianfald over noget så ikke ligegyldigt som brugte vatpinde på vasken, en tudetur over et bageprogram (oh yes den er god nok) eller tvangstanker om alverdens ulykker, der stjæler ens nattesøvn. Jeg kan huske, at jeg var helt fortvivlet i starten af min graviditet med Oscar, da hormonerne rasede på deres højeste. Jeg tænkte “hvad fanden er det for en idiot, jeg har valgt at få et barn med?” Der var ikke nogen egentlig grund til, at jeg havde det sådan og heldigvis gik det rimelig hurtigt over, men i et kort sekund tænkte jeg virkelig “fuck fuck fuck – det her går aldrig godt!” Sådan har jeg heldigvis ikke haft det i denne omgang, men der er ingen tvivl om, at jeg er lidt mere følsom overfor kommentarer fra Skægget.

Tror du måske jeg synes, at det er det fedeste, at jeg vokser hurtigere end man kan blæse Michelin-manden op? Så lad dog være med at stå der og kald min BH for pudebetræk. Er du idiot eller hvad?

Omfavn dine hormoner

Men jeg vil altså gerne lige kippe med fanen for de gravide og understrege, at der er en rigtig god grund til at hormonella viser sit stygge ansigt. En ting er alle de hormoner, der har en funktion ift. kroppen (østrogen og progesteron der holder på graviditeten, prolaktin til mælkeproduktion osv). Men alle de forskellige hormoner gør altså også andre ting, og faktisk er det vældig praktisk, at vi bliver mere sensitive, for det er med til at forberede os på rollen som mor, hvor vi skal kunne fornemme et lille barns følelser og behov. Graviditetshormonerne sørger desuden for hurtigere forbindelser mellem vores hjerneceller, så vi kan overskue mere – faktisk ret cool, for det er der sgu brug for, når baby kommer og man er presset på overskud og søvn!

Anyways så vil jeg bare sige, at man skal sgu omfavne de hormoner og lytte til sin krop. Tud når du trænger til det, tag en lur når du er træt og bed din kæreste om at være overbærende, når du flipper skråt over mærkelige ting. Han skal ikke tage det personligt og hvis han kan trække på skuldrene og rumme dig når du stormer, stilner du rimelig hurtig af igen.

Det er i hvert fald det, der dur bedst for mig. Jeg ved da godt, at jeg måske kan gå fra 1 til 100 på raseriskalen rimelig hurtigt – og over ting, der også kommer bag på mig. Men altså lige der i situationen bliver jeg virkelig vred og jeg føler at det er 100% berettiget. Hvis Skægget bare lader mig rase, damper jeg hurtigt af. Og det bedste han kan gøre, er at give mig lidt ekstra kærlig opmærksomhed – så føler jeg mig rigtig hørt og heldigvis kan jeg også godt grine lidt af mig selv. Jeg vil lige understrege, at det ikke sker særlig tit, at jeg flipper på den måde og jeg synes bestemt ikke, at man har fripas til at flippe ud på sin kæreste, bare fordi man er gravid. Men jeg synes, man fortjener lidt ekstra snor i nogen situationer – og også lidt ekstra LOOOVE ❤ Så vær overbærende med os gravide. Det er altså en overvældende omgang, med alle de hormoner der raser – også 2. gang. Og vi skal nok blive os selv igen (om et års tid eller to 🙈 🙃).

Kommentér

Navigate