Et barn mere inden lukketid? #3

En brist fra ører til hjerne

Da vi var blevet enige om at gribe hele dilemmaet an på en anden måde, droppede vi i første omgang alt snak om et barn mere eller ej. I stedet talte vi enormt meget om os. Om os som kærester og om vores drømme og ønsker til livet hver især. På baggrund af disse snakke kunne vi bedre danne os et billede af, hvad det egentlig var, der skulle til, for at vi kom tættere på vores mål. Hvilke områder skulle der rykkes på og hvilke ting var de egentlige forhindringer.

Vi blev bedre til at prioritere hinanden og virkelig lytte til hinanden. Især det her med at lytte til hinanden var lidt af en øjenåbner. Det gik op for os begge to, at selvom vi syntes, at vi lyttede til hvad den anden sagde, så hørte vi faktisk noget andet, end det der rent faktisk blev sagt. Ved sgu ikke hvad det er for en brist, der gjorde, at mit hovedet forvandlede: “Jeg synes, at du er en fantastisk mor” til “Jeg ville ønske, at du var ligesom de der mødre, der smider hvad de har i hænderne for deres børn, og bygger LEGO i 5 timer i nattøj uden så meget som en kop kaffe” ???  I bund og grund handlede det nok mest om min egen selvkritik, og så var det jo meget nemmere at blive sur på kæresten over, at han kritiserede mig, end at se indad og gøre noget ved det.

Kan du være lykkelig i min virkelighed?

Nå men anyway så brugte vi noget tid på at forbedre vores kommunikation, hvilket betød at vi fik en meget bedre forståelse for hinanden og egentlig også os selv. Og så vendte vi tilbage til snakken om “et barn mere”. Jeg bad Skægget om at forestille sig scenariet med et barn mere, og herefter mærke efter om han troede, at han kunne være lykkelig i den virkelighed. Jeg forsøgte selv at gøre det samme og jeg må sige at ja… ja jeg kunne nok godt være lykkelige uden et barn mere. Det ville give mig mulighed for at fokusere på en masse af de ting, jeg gerne vil fylde mit liv ud med. Umiddelbart var det tillokkende, men når alt kom til alt virkede de ting bare lidt ligegyldige, når jeg satte dem op imod endnu et barn. Og alle de ting løb jo ingen vegne, men drømmen om et barn mere måtte realiseres nu inden lukketid.

En “Jarl”

Vi så engang et eller andet program med Jarl Friis-Mikkelsen, hvor han lige er blevet far i en alder af 60 år. Hans kone er 24 år yngre og Jarl fortæller om hans betingelser for at få dette barn: En babykontrakt der lød på, at hun tog alle nætter, bleer osv. AKA “En Jarl”, som vi kalder det her i det lille hjem.

Vi blev enige om at forsøge os med noget lignende. Vi skrev hver et manifest med de forventninger vi havde til både os selv og den anden, hvis vi skulle have et barn mere. Jeg var jo godt klar over, at jeg skulle byde ind med rimelig meget praktisk, hvis jeg på nogen måde skulle gøre mig nogen forhåbninger om det barn. Men samtidig kunne jeg også mærke, at jeg blev nødt til at være tro mod mig selv og mit ønske om at få et barn sammen. Jeg ville ikke have, at det her skulle være mit projekt alene og jeg ville ikke love Skægget at stå for alting selv, bare for at få ham til at sige ja. Det ville ikke ende lykkeligt.

Til gengæld var jeg ok med at give afkald på nogen ting og jeg var også ok med at tage en større del af det praktiske (i hvert fald så længe barslen varede). Og jeg skulle nok lade være med at involvere ham i beslutninger om indkøb af vinterstøvler, løbehjul osv. Men jeg holdt fast i at sove længe i weekenderne og at deles om bleerne og det praktiske, når vi begge var til stede. Til gengæld kom jeg vist til at love ham en hund…😬

Det gode ved dette lille forsøg var, at det blev virkelig tydeligt, hvad der var vigtigt for os hver især og hermed meget lettere at lave en aftale, der tilgodeså os begge to. Ja vasketøj er dødssygt, men hvis det betyder at jeg slipper for indkøb og madlavning so be it. Det var dog ikke kun praktiske ting, der blev nedfældet. Jeg havde også tilføjet forventninger til Skægget, der handlede om ting han skulle fastholde og gøre for sig selv. Ting som vi i processen havde fået defineret, var virkelig vigtige for ham. Og det kan jo kun være win win, hvis ens kæreste får prioriteret sig selv og derefter vender glad og opladet hjem til trummerummen.

Kvinder er fra planeten “Kukkuk”

En aften på en af vores sædvanlige gåture snakkede vi frem og tilbage, og pludselig endte det med at Skægget på eller anden måde fik sagt, at han synes, jeg skulle have mit ønske opfyldt. Men jeg måtte forstå, at det stadig ikke var hans prioritet og det var “mit projekt”, selvom han selvfølgelig nok skulle være der 100% hele vejen. Se nu skulle man jo tro, at jeg ville blive ovenud lykkelig og falde ham om halsen af ren og skær taknemlighed. Det var i hvert fald det, Skægget havde regnet med. Og det burde jeg have gjort, for jeg ved nemlig præcis, hvad det koster ham at indgå dette kompromis og det er absolut den største kærlighedserklæring, han kunne give mig.❤

Men pludselig blev det meget tydeligt for mig, hvor vigtigt det var, at det blev en fælles beslutning. Jeg følte mig enormt alene med et kæmpe ansvar – som om det havde været min beslutning alene. Hvad nu hvis et eller andet gik galt mellem os? Så var det hele jo min skyld (følte jeg). Jeg havde brug for at lufte al min tvivl og mine betænkninger, så min reaktion var nærmere noget i stil med: ” Ej hvor dejlig… nu føler jeg endelig, at vi er et sted, hvor vi faktisk kan diskutere om det er noget, vi skal eller ej”. Tror at Skægget lige der, var ved at give fuldstændig op på at knække koden for, hvad der gør en kvinde glad.

For mig handlede det til dels om behovet for det fælles ansvar for beslutningen, men også om at jeg gerne ville have, at Skægget ønskede det ligeså meget som mig, så jeg kunne dele min glæde. Men efter lidt tid gik det også op for mig, at den luksus tillod omstændighederne ikke. Han gav efter for mit ønske. Ikke fordi han havde ændret mening, men fordi han syntes, at han “tabte mindst” ved at give sig – og så fordi han elsker mig.

Så ja… i dette forholdsdilemma var der en “taber”. En der gav sig, fordi det var umuligt at finde en løsning. Men han gjorde det fordi, han kunne gøre det uden at “surmule” og fordi han også godt vidste, at der ville komme momenter af lykke, kærlighed og glæde blandet med de store mængder vasketøj, lortebleer og mangel på søvn og frihed.

Dette er slut på føljetonen om dilemmaet "Et barn mere inden lukketid?".
Hvad der efterfølgende er sket på hele babyområdet, kan I selvfølgelig følge med i på bloggen.
Tak fordi I læste med.
👊 Anne

Kommentér

Navigate