Da Vigga kom til verden – fødselsberetning

Min fødselsberetning

Det er lørdag og 2 dage over termin. Jeg vågner kl. 6 og lister ud for at tisse og opdager, at mit vand er begyndt at sive. Jeg har glemt alt om, at man skal ringe til fødegangen når vandet går, men jeg konstaterer at vandet er klart, tager et bind på og lister tilbage under dynen for at sove videre. Men da jeg kommer tilbage i sengen, kommer de første småveer og jeg ligger en times tid, mens Skægget sover ved siden af mig, tænker på det, jeg har i vente og glæder mig over, at det endelig er tid.

Godmorgen

Kl 7 vågner Skægget. Han skal ud og hjælpe nogen venner med en mur i deres have, der skal gøres  klar til bryllup om 14 dage. Jeg ved, at han hader at blive sat i venteposition. At han kan blive som en løve i bur, hvis han skal gå i timevis uden at kunne gøre fra eller til, så jeg overvejer lidt, om jeg bare skal sende ham afsted og så ringe til ham, når veerne virkelig batter. Vi snakker lidt om det, men på den anden side minder jeg liiige mig selv om, at den her fødsel, altså klart trumfer en havemur. Jeg spørger, om den der mur kan vente til en anden dag – og svaret er jo, at selvfølgelig kan den det. Vi hygger med morgenkaffe, mens begge børn sover videre og jeg får googlet mig frem til, at jeg faktisk skulle have ringet til fødegangen, da jeg opdagede at mit vand var gået. På fødegangen griner de bare af mig med et “det er vist ikke din første fødsel” og beder mig ringe igen kl 13.

IMG_0745
Der tankes op på energi!

Egentlig er det som en helt almindelig lørdag derhjemme – afbrudt af veer – der bliver hyppigere og kraftigere som dagen skrider frem. Jeg aflyser to fødselsdage, vi havde i kalenderen den dag og hen af eftermiddagen sender jeg Oscar ud af huset med teenageren. De skal til Pride med deres faster og kusine og jeg er nået dertil, hvor jeg har brug for lidt mere ro omkring mig, når veerne melder sig.

Afskeden før fødslen

Da jeg siger farvel til min lille dreng på trappen, overvældes jeg af tusinde følelser på en gang. “Fra nu af bliver det aldrig mere bare ham og mig”, “hvad hvis nu der sker mig noget?”, “er det sidste gang jeg ser ham?” og andre irrationelle angsttanker. Oscar er glad og upåvirket, og jeg ryster det hele af mig og forklarer ham situationen og forsikrer ham om, at hans søster putter ham, hvis vi ikke er nået hjem inden da. “Okay” siger han og hopper glad ned af trappen med sin søster. Jeg lukker døren bag mig og begynder at stortude. Skægget krammer mig og stryger mig over håret. Vi griner begge to lidt af mig og og så er det egentlig det. Roen melder sig i den stille lejlighed og jeg smider mig på sofaen med en dyne. Omkring kl 17 er jeg lidt træt af at veerne ikke rigtig batter og jeg dropper alt om at hvile, sætter vasketøj over og begynder at gøre rent og skrubbe køkkengulv og det sætter gang i veerne. Jeg ringer til fødegangen igen og de beder mig komme ind. Jeg ved egentlig godt, at veerne stadig ikke er kraftige eller hyppige nok, men vil alligevel gerne afsted, da jeg har på fornemmelsen, at det pludselig kan tage fart.

Travlhed på fødegangen

Da vi ankommer kl 19:00 viser det sig, at der er travlt. Virkelig travlt – og egentlig ville de gerne sende os til Roskilde. Roskilde! Herlev og Hillerød er også lagt ned med fødende og heller ikke på Riget er der nogen ledige fødestuer. Men vi får en stue, der vist normalt bruges til undersøgelse og de forsøger at få den udstyret, med de ting der er nødvendige. Det er fint nok med mig. Bare der er fred og ro og et vindue der kan åbnes.

Fødslen

Vi sludrer med jordemoderen og kommer stille og roligt på plads på stuen. Jeg bliver undersøgt og er 2 cm. åben og på ingen måde i aktiv fødsel. Jordemoderen giver mig et lavement og forlader stuen med ordren om, at vi skal gå en tur – dog kun på hospitalets område. Men der bliver ikke nogen gåtur, for da jeg går på toilettet for at skille mig af med det der lavement-vand (og “tilbehør”), får jeg en vestorm. Så da jordemoderen 40 minutter senere kommer tilbage på stuen, finder hun mig på alle fire og jeg er 6 cm åben.  “Jeg skal lige finde en stilling så jeg kan hvile mig” insisterer jeg. Jordemoderen griner af mig og siger, at det der med at hvilke nok må vente, til jeg har født.

Hold nu kæft hvor gør de nas de der veer og jeg har det SÅ varmt. Jeg får alt tøjet af, en kold klud i nakken og alle vinduer åbnes ud til den kølige august aften. Jeg “hygger” mig lidt med lattergassen mellem veerne, der nu har taget til i kraft, men til gengæld også giver mig en pause her og der. Aner ikke om det gør nogen forskel med den lattergas, men suger i den for en sikkerheds skyld. Klokken er nu blevet 20:30 og jeg er nået dertil, hvor jeg søger helt ind i mig selv for at håndtere smerten. Jordemoderen taler helt stille – nærmest hviskende og Skægget trykker mig på lænden under hver ve. Der er helt stille på stuen bortset fra mig, der ømmer mig gevaldigt under hver ve. Efter en halv times tid kan jeg mærke den tiltagende pressetrang og Jordemoderen siger:

Bare følg din krop – du føder lige om lidt.

Kl. 21.10 går jeg igang med at presse og modsat Oscars fødsel er der lyd på denne gang. Ikke skrig, men lyden af en kraftanstrengelse ligesom hvis man skal løfte et eller andet virkelig virkelig tungt😂. Det er en virkelig vild oplevelse, da jeg mærker hende skrue sig ned gennem mit bækken og hendes hovede føles stort som en vandmelon. Jeg tænker nå det er derfor de kalder det “ring of fire” og bruger alle mine kræfter. Jeg SKAL føde hovede på denne ve, for tanken om at hovedet skal spænde i mit bækken gennem en vepause, er uudholdelig. Veen klinger af og Jordemoderen siger “hovedet er født”. Pyha… Vigga kommer skrigende til verden på næste ve kl 21.16 – kun 6 minutter efter jeg startede med at presse. Det er helt fantastisk og jeg er lykkelig over, at alt gik godt og hurtigt. 3 timer efter forlader vi fødegangen og lister ud i den mørke nat med vores datter i armene. Nu skal vi hjem til vores børn med vores barn ❤ IMG_0749

Kommentér

Navigate