Gravide katastrofetanker

Nu er jeg faktisk nået til mit sidste trimester i graviditeten og jeg synes, at det er gået vanvittig stærkt. En gang imellem kan jeg slet ikke forstå, at dette virkelig sker – at der kommer endnu et barn og der går ikke en dag, hvor jeg ikke føler mig virkelig heldig. På den anden side tænker jeg også ret tit..

..shit shit shit… hvad har vi gang vi i?

Men det slår slet ikke lykkefølelsen – og den panik der kan ramme mig, skyldes også mest erkendelsen af, at vi ikke kan vide os sikre på at slippe for et kolikbarn eller anden form for søvntyran. Den erkendelse dukker op lysende klart i øjeblikke, hvor jeg virkelig føler, jeg bliver taget med bukserne nede og bare står måbende uden at kunne finde ord. Der er ingen tvivl om, at det er søvnen eller mangel på samme, der kan bekymre mig mest, men uanset hvad, skal vi jo nok også klare det. Med Oscar var det aldrig rigtig noget problem – udover de obligatoriske amninger – der senere blev til flasker – han krævede hver nat. Vi var heldige, men stadig trætte.

Er nogen sød at slukke for mine katastrofetanker?!

Til gengæld er mine katastrofertanker vendt tilbage. Dem stiftede jeg bekendtskab med, da Oscar blev født og de er bestemt ikke min ven, selvom jeg godt ved, at de er der for at holde en i en hvis form for alarmberedskab, så man bedre kan beskytte sit barn, hvis uheldet skulle være ude. Noget med at man har større chance for at det går godt, hvis man allerede har gennemtænkt scenariet. Du ved ligesom at følge med i sikkerhedsanvisningerne på flyet. Mine scenarier er bare ikke skide realistiske. De er som taget ud af det værste mareridt.

Nå men altså de her tanker fylder heldigvis ikke i hverdagen, men når jeg ligger mig i sengen om aftenen og der falder ro på, er der åbenbart fri adgang for den slags irrationelle besøg fra mareridtland. Det drejer sig altid om, at der sker noget med vores børn og mine tanker inkluderer alt fra snævre brønde til lastbiler, terrorangreb, skibsforlis, kidnapning… you name it – I´ve been there. Jeg er jo udmærket godt klar over, at det er totalt irrationelt og som sagt fylder tankerne på ingen måde i hverdagen eller påvirker mit liv og færden. Men det er saftsuseme ikke let at falde i søvn eller bare finde en eller anden form for ro, når skrækbillederne flakker forbi ens nethinde nonstop. Altså det er ikke hver aften de kommer på besøg, men de kigger da lige forbi en gang eller to om ugen.

Jeg ville helst sige mig helt fri for dem, de der katastrofetanker, men jeg ved også godt, at de ikke er farlige og så længe jeg formår at skubbe dem fra mig og faktisk falde i søvn, lever jeg med dem. Hvis jeg pludselig ikke tør gå på gaden eller rejse med mine børn, er det en helt anden historie. Jeg vil aldrig tillade at irrationelle tanker på nogen måde, skal tage styring i mit liv eller begrænse mig på nogen måde. Og egentlig tror jeg, at det er de færreste (læs: ingen) forældre, der kan sige sig fri for at have haft denne slags tanker i den ene eller anden form. Måske prøver katastrofetankerne bare at vænne mig til mindre søvn allerede? En mild og begyndende form for søvntortur? Bring it on! Jeg skal sgu nok klare det!

Kommentér

Navigate