Den første måned som mor til to

Nu som mor til to

Lørdag d. 19. august kom vores dejlige datter til verden og jeg blev mor til to, mens hele København fejrede kærligheden under glimmer og regnbuer til årets Pride. Jeg er igang med at skrive en lille fødselsberetning, som jeg nok skal dele her på bloggen, men tænkte, at jeg gerne ville dele lidt om, hvordan den første måned, som mor til to små børn, har været. Selvom jeg også føler, at de to store piger er mine, er det anderledes fordi de er voksne og det inkluderer ikke de samme udfordringer.

Tiden er gået vanvittig hurtigt og Lillesøster har rundet den første måned plus lidt til. Jeg har adskillige gange tænkt, at nu skulle jeg da lige have skrevet lidt her på bloggen, men der har simpelthen været så mange dyrebare øjeblikke og jeg har ikke haft lyst til at løsrive mig og bryde babyboblen (har egentlig heller ikke haft udpræget meget tid til mig selv, men det er vel egentlig ikke nogen overraskelse). Det er fantastisk, at hun endelig er her og indtil videre, har hun været simplethen så nem og dejlig.

Om at savne nummer 1

De første par uger havde jeg enormt svært ved at affinde mig med, ikke længere at kunne være der for Oscar på samme måde som jeg plejer og jeg savnede ham helt vildt! Alle de berømte hormonelle tudeture handlede om mit savn til ham og faktisk får jeg helt klump i halsen bare af at skrive om det her. Jeg følte, at jeg havde mistet noget for bestandigt. At en epoke var slut, uden at jeg havde fået taget ordentlig afsked og jeg hadede de dage, hvor han nåede at falde i søvn, inden jeg havde sagt godnat, fordi jeg sad og ammede.

Jeg blev også utrolig rørt over Oscars reaktion/accept på ikke længere at “have mig”. Han rettede f.eks. sig selv når han kaldte på mig og ændrede “Mor” til “Far”, fordi han lynhurtigt lærte, at jeg ikke var til rådighed som sædvanlig. Samtidig med at jeg jo godt ved, at det er så fint, at han hurtigt accepterede den store forandring, smertede det mig også, for det var jo også en form for tab for ham og jeg fik så mange kærlighedserklæringer fra ham. Nu her efter nogle uger, er der kommet en meget bedre balance i det hele. Til dels har vi vænnet os til forandringerne og jeg har fundet mere tid til at lave ting med Oscar alene. Det er dog altid på lånt tid, for når lillesøster vågner eller er sulten er ingen i familien i tvivl 🙉

Dette har klart været min største udfordring ved at blive mor til to, og jeg ved da udemærket godt at søskende er en gave og at Oscar har været priviligeret ved at have os for sig selv de første 4 år i hans liv. Men den første uge eller to hvor jeg var travlt optaget af at få amningen op at køre og lære hende lidt at kende, var virkelig svære i forhold til mit savn. Han er jo stadig bare min “lille” dreng (som nu virker helt kolo-enorm) og at bryde den symbiose der har været, er muligvis meget sundt men fandme hårdt.

Storebror

Hver morgen trasker vi sammen med Oscar over til børnehaven og det er virkelig dejligt, at jeg stadig har mine morgener sammen med ham. Vi sover længe og han har god tid til at snegle sig klar og også nå lidt LEGO og lidt tegnefilm, mens jeg morgenammer lillesøster. Han er virkelig vokset med storebrorrollen og hopper og springer for at gøre mig tjenester. Mod lillesøster er han blid og kærlig, trykker hende på næsen, synger “Pjerrot” og trøster hende, når hun giver lyd. Han synes dog også at hun er skide irriterrende, når hun overdøver hans Ramasjang – men så´n skal det vist være med søskende 😘

Hvad skal hun hedde?

Før hun blev født var vi mere eller mindre enige om et navn. Det drejede sig bare lige om at vi skulle se hende, så vi blev forsikret om, at selvfølgelig skulle hun have det navn. Men sådan gik det bare slet ikke, for pludselig synes Skægget, at det var et fjollenavn og jeg synes ligesom ikke det klistrede på hende, når jeg kaldte hende det.

Så vi er nu gået tilbage til nogen af de andre navne vi godt kunne lide, men heller ikke her har vi fundet en sikker vinder og faktisk er det som om, det bliver sværere og sværere at finde noget, der passer til hende. Jeg har endda forsøgt mig med alle mulige navne, som slet ikke stod på min liste, så hun er blevet kaldt alt fra Rita til Solvej og Bertha. Vi får se…

Men nu er hun vågnet, hvilket betyder at dette indlæg ikke bliver længere… har desuden været mange omgange om at få skrevet bare dette, så nu skal det afsted derud i cyberspace, hvor I søde mennesker læser med. I ønskes god weekend af Mor til to.

 

2 Comments

  1. Ej men.. det er da soleklart.
    Vil bare sige at man bliver glad af at hedde Solvej. Og man kan tegne sit eget navn hvilket gav lidt street cred da man var lille! Håber I alle har det dejligt. Knus

    • annemor Kommentér

      Klart Solvej er det fedeste navn Det passer bare ikke rigtig til hende desværre. Hyggeligt at du læser med. Håber alt er godt hos jer i “den virkelige verden”

Kommentér

Navigate