Nem pizza opskrift

Pizza – børnefamiliens favorit

Når det kommer til at skulle vælge mine livretter er pizza helt klart i top 3. Og en nem pizza opskrift er dobbelt godt. Mixet af toppings i denne opskrift er blandt mine favoritter og er nok det, man kan kategorisere som en voksenpizza. Jeg er ret glad for “hvide” pizzaer og er en sucker for gorgonzola. Men man kan jo skifte fyldet ud med tomatsauce og mozzarella, som på billedet øverst og tryller man lidt pepperoni frem, har man vist det, man kan kalde den ultimative børnefavorit.

Igår fandt jeg en gammel opskrift frem på nem hjemmelavet pizza, og jeg havde helt glemt, hvor god den faktisk er. Så nu deler jeg den med jer. Opskriften er en, jeg har griflet ned hos en veninde år tilbage og jeg ved desværre ikke, hvor hun har den fra, men jeg kan ikke tage æren. Jeg har dog tilpasset den lidt – for det gør jeg med alle opskrifter (dog ikke altid med lige stor succes🙈).

Dejen er supernem at have med at gøre og skal bare trykkes ud på en plade med fingrene og så mætter den rigtig godt, fordi den er så grov. Jeg plejer at lave dobbelt portion, for så er der også til madpakken dagen efter og den ene laver jeg som en børneversion (se tips i bunden).

Jeg serverer den med en grøn salat til eller bare en stor portion børnevenligt snackgrønt i form af gulerødder, agurkestænger, peberfrugt, blomkål eller lign.

Annes favorit med kartofler og gorgonzola:

Dej: (1 stor pizza/ ca. 4 pers.)
  • 25 g. gær
  • 2 tsk salt
  • 4 dl. lunken vand
  • 150 g. grahamsmel
  • 350 g. hvedemel
Fyld:
  • 300 g. kartofler
  • 100 g. gorgonzola
  • 100 g. sorte el. grønne oliven med sten
  • Olivenolie
  • 1 fed hvidløg
  • 3-4 stilke frisk rosmarin
  • Flagesalt og friskkværnet peber
  1. Opløs gær og salt i vandet og rør melet i lidt af gangen. Dejen er lidt våd, så den skal ikke æltes, men bare røres sammen. Dæk den til og lad den hæve 1 time (eller mere).
  2. Skræl eller skrub kartoflerne og skær dem i meget tynde skiver. Hæld olivenolie i en dyb tallerken. Pres et fed hvidløg i og læg kartoffelskiverne i olien.
  3. Fjern sten fra dine oliven og skær dem i halve.
  4. Skær osten i mindre stykker.
  5. Læg bagepapir på en plade og tryk dejen ud med våde hænder, så den fylder hele pladen. (helst en stor plade ellers synes jeg godt, den kan blive lidt for tyk. Alternativt kan man lave to mindre pizzaer.)
  6. Fordel kartoffelskiverne på bunden og top med gorgonzola, oliven og rigeligt med rosmarinkviste.
  7. Stænk med olivenolie og drys med flagesalt og friskkværnet peber.
  8. Bag pizzaen i ovnen ved 220 grader varmluft i ca. 15-20 minutter til den er gylden.
Tips til børneversionen:

Hvis man ikke gider at stå og lave hjemmelavet tomatsauce til ungernes pizza, er her et rigtig godt alternativ, der giver pizzaen en virkelig god smag og som sikrer, at pizzaen ikke bliver for våd, da dejen jo er lidt våd i forvejen.

Nem tomatsauce:
  • 3-4 spsk. tomatpuré
  • 1 spsk olivenolie
  • 1/2-1 presset fed hvidløg eller 1 tsk hvidløgspulver
  • 2 tsk. oregano
  • 2. tsk basilikum
  • 1 tsk paprika
  • Flagesalt og friskkværnet peber.
  • ca. 2 spsk vand

Rør det hele sammen og pensl din dej med saucen/puréen. Er der kartoffelskiver tilovers, ryger de også på her. Top med revet mozzarella og pepperoni eller hvad der nu lige er dine børns favorit. Vupti – alle er glade 👍🍕

Børnevegetar:

Hvis man også vil lave en vegetarversion til børnene, kan jeg virkelig anbefale Helsäns Kök Vegan Chorizo. Irma har dem på frost og jeg hører intet brok, når jeg skærer dem i skiver og smider på i stedet for den klassiske pepperoni. Alternativt laver jeg bare en klassisk margarita med tomat, mozzarella og frisk basilikum.

Velbekomme!

 

 

Kommentér

Navigate