Nem rabarber crumble kolonihave-style

Om roligt tempo, kolonihaveliv og supernem rabarber crumble

Det har jo været en helt igennem fantastisk Kristi Himmelfartferie med ægte sommervejr og varmegrader og jeg har i den grad nydt at være ude af byen og få fødderne på græs. Det er som om selv min vejrtrækning stilner af i tempo efter en enkelt dag herude. Vi har et ret lille hus, så vi sover alle 3 sammen, men når Oscar er puttet pakker vi os på terrassen med lanterner, kaffe (Preggo her ville ønske det var vino) og tæpper – og så taler vi sammen. Lange gode snakke, som vi desværre ikke altid er lige gode til at få taget derhjemme i hverdagen. Her er der ikke noget TV, der stjæler opmærksomheden og selvom man vel altid er online, bruger vi slet ikke ligeså meget tid foran skærme, som når vi er derhjemme. Det gælder også Oscar, der har brugt utallige timer på at bygge LEGO, spille fodbold, hjælpe i haven og bade i hans lille bassin.

IMG_1817IMG_1818

Oscar hjalp også med at høste sommerens første rabarber og gøre dem klar til brug. De røg i en lækker rabarbercrumble, da familien kiggede forbi igår. Det er så supernemt at lave crumble og det falder altid i god jord hos de fleste. Jeg kan bedst lide den serveret med iskold creme fraiche, men vanilieis eller flødeskum er sikkert også et hit. Den nemme opskrift får I lige her:

Supernem Rabarber Crumble:

⏱ ca. 1 time          👤 6-8 personer

Ingredienser:

  • 500 g rabarber, skåret i tern a ca 1-2 cm
  • Korn fra 1/2 vaniljestang
  • 1 dl appelsinsaft
  • 1 dl rørsukker

Crumble-dej:

  • 75 g rørsukker
  • Kornene fra 1/2 vaniljestang
  • 100 g finvalsede havregryn
  • 100 g hvedemel
  • 50 g. hakkede mandler (kan udelades)
  • 100 g koldt smør i tern
  • Smør til tærtefadet/det ovnfaste fad

Fremgangsmåde:

Klargør rabarber i “marinade”:
Rabarber skæres i skiver ca 2 cm tykkelse og blandes med rørsukkeret, vaniljen (skrab kornene ud af den 1/2 vaniljestang) og appelsinsaften. Lad det trække i marinaden ca. 30 minutter og rør i det et par gange undervejs.

Crumble:
Skrab kornene ud af den anden halve vaniljestang og vend dem med sukker, mandler, mel, havregryn og smør. Smuldr det hele godt sammen til en crumble.

Smør et stort ovnfast fad (eller 2 små) med smør og kom rabarber inkl. marinade deri. Fordel crumble-dejen henover og bag rabarbercrumblen i ovnen i omkring 30-40 minutter ved 180 grader varmluft, til rabarberen bobler og crumblen er gyldenbrun og sprød.

OBS: Hvis du bruger meget sure rabarber, kan det godt være sukkermængden skal justeres en smule, men jeg kan nu godt lide at rabarberne forbliver syrlige. Det er en god kontrast til den søde crumble og den fede creme fraiche (minimum 18 % hvis du spørger mig). Enjoy!

FullSizeRender_1FullSizeRender

 

Kommentér

Navigate