Epilog og status i babyland

Opfølgning på føljetonen ” Et barn mere inden lukketid?”

Jeg har fået ret mange spørgsmål om, hvad det hele er endt med, efter at Skægget “gav sig” i vores dilemma om et barn mere og derfor får I hermed en lille opfølgning.

Efter den sensommeraften i 2016 hvor Skægget invilligede i at få et barn mere, gik jeg rimelig hurtig i eksekverings”mode”. Da jeg blev gravid med Oscar, gik det ret hurtigt og egentlig var der ikke nogen grund til at tro, at vi ikke sagtens kunne gøre det igen. Bortset fra at vi begge var blevet 4 år ældre og nærmede os det, jeg kalder lukketid (i hvertfald for nogen kvinder).

Vi talte stadig frem og tilbage om hele projektet og hvad nu hvis det viste sig, at vi ikke var så fertile længere og havde brug for hjælp? Ville vi overhovedet starte et forløb med fertilitetsbehandling, hvis det kom dertil? Den tanke kunne jeg slet ikke overskue, selvom jeg jo godt vidste, at det kunne være betingelsen for at nå min drøm. Men puha…. tanken om et forløb fyldt med skuffelser og frustrationer, var ikke lige hvad vores forhold havde brug for efter det komplekse dilemma om bare at træffe en beslutning – som jo faktisk endnu ikke var noget, vi var blevet enige om i fællesskab, men mere Skægget der havde givet sig.

Jagten på 2 lyserøde streger

Nå men al den bekymkring viste sig heldigvis at være unødvendig. To måneder senere havde jeg på fornemmelsen, at jeg var gravid. Jeg ved ikke, hvad det var, men jeg følte nærmest, at jeg kunne mærke, da befrugtningen skete. Jeg ved godt, at det lyder langt ude, og det kan sikkert have været hvad som helst jeg mærkede, men jeg følte, at den var hjemme. Da tiden endelig kom og jeg fik taget en graviditetstest, var den rigtig nok positiv! Jeg var super lettet over at få det bekræftet, men da jeg viste testen til Skægget, troede han ikke på, at den var positiv, fordi den ene streg var svag i farven. Men jeg så dog også et skævt lille smil bag skægget og jeg tror at han, ligesom jeg, var glad – og måske også lidt stolt over, at der var Jackpot så hurtigt.

En heldig kartoffel

Det kaldte min Mormor mig altid, når vi spillede Yatzy i hendes lille køkken. Og det er lige præcis det, jeg føler mig. Heldig. Pisse heldig faktisk – og meget taknemlig.

Skægget læser hver dag, det babymanifest jeg skrev i beslutningsprocessen og minder sig selv om alle de ting jeg har lovet 😄 Så nu må jeg vist hellere få taget den allergitest, så vi kan finde ud af, om vi overhovedet kan have en hund i det lille hjem. I hvert fald skal der gøres plads til endnu et familiemedlem, der melder sin ankomst til august. Vi er super spændte allesammen.

Jeg tænker “happy endning” og jeg tror også, at Skægget er enig, hvis man bare trykker ham lidt hårdt på maven. Hvad tænker I?

Kommentér

Navigate